Måske er det en købmand eller en direktør i et handelskompagni, der dikterer breve til de flittige skrivere?
Et enkelt stearinlys er den eneste lyskilde, og sætter vores nutidige brok over vintermørke i relief. Der må have været et stort marked for D-vitaminer i 1700-tallet 🙂
Der findes alt for få af disse vidunderlige hverdagsskildringer, der pludseligt bringer 1700-tallet helt tæt på.
Men vidste vi dog bare hvem det var på billedet!
Detalje – bliver der læst korrektur snarere end skrevet? Johan Hörner (1711-1763), SMK
Dette fabelagtige maleri, som jeg ville ønske at jeg var stødt på noget før, er malet af Johan Hörner i 1750’erne. Maleriet findes enten på SMK eller på Kunstakademiets bibliotek.
Detalje – det har vist været en lang dag! Johan Hörner (1711-1763), SMK
Mange steder kan man læse om den danske storkøbmand Niels Rybergs involvering i slavehandel, og da han også er en vigtig figur i asienshandlen, besluttede jeg mig for at dykke ned i den side af hans historie i dag.
Det viste sig ikke helt nemt. Mens oplysningen ofte gentages, er det mere vanskeligt at finde ud af hvor den viden egentligt kommer fra.
Hverken Rybergs eller hans handelshuses arkiver er nemlig bevaret, ligesom de fleste andre af 1700-tallets købmænd og det gør det vanskeligt at finde kilder.
For mens det er meget tydeligt, at Niels Ryberg tjente store formuer på handel på Vestindien – dvs. af de slavegjortes arbejde – så er det sværere med den deciderede slavehandel fra de danske forter i Guinea.
Men der var hjælp at hente i Aage Rasch’ detaljerede biografi, der fortæller en del om Rybergs fragt af forsyninger til de danske forter, men kun ganske lidt om hans slavehandel.
Kun et enkelt skib, fregatten EMANUEL på 100 kommercelæster, nævnes efter et katastrofalt togt i 1758. Her blev 449 mennesker tvunget ombord i Guinea, men kun 181 var i live, da skibet ankom til Vestindien.
Et andet skib, JOMFRU CATHARINA, var i Guinea samme år, men Rasch oplyser ikke noget om dets transport af slaver.
Niels Ryberg – udsnit af større Jens Juel-maleri på SMK
Men udover de to skibe i Guinea, ser det ud til i følge Rasch, at det var Asien, Nordamerika og Vestindien, som spillede den største rolle for Niels Ryberg.
Et narrativ om en købmand, der i ungdoms overmod investerede i slavehandel, men senere, måske i oplysningens skær, blev klogere, begyndte at tegne sig.
Men for en sikkerheds skyld ville jeg lige slå op i den fantastiske og rædselsfulde database Slave Voyages: https://www.slavevoyages.org/
Her har kyndige og flittige mennesker i mange år forsøgt at samle så mange oplysninger som muligt om de transatlantiske slavetogter. Ved søgning på Rybergs navn dukkede et togt frem, der smadrede narrativet.
For i 1802, lige inden transporten af slavegjorte mennesker over Atlanterhavet blev forbudt for den danske konges undersåtter, lige der hvor efterspørgslen var allerstørst, ja der sendte Ryberg en lille brig på 58 kommercelæster afsted efter slaver.
221 mennesker blev proppet ned i det lille skib og over 50 omkom, inden rejsens mål, Santiago de Cuba, blev nået. Det er ikke nogen rar historie, men den bliver næsten endnu værre af skibets navn, ENGELCKE. Ryberg havde simpelthen opkaldt sit sidste slaveskib efter sin kønne svigerdatter!
Det er fascinerende med bankers traditioner for aftalt spil.
Ved stiftelsen af den første bank i det oldenborgske monarki, Den Kiøbenhavnske Assignation-, Vexel- og Laanebank i 1736 – til dagligt blot kaldet Kurantbanken – skulle der findes fem købmandskyndige kommissærer, i princippet efter et demokratisk valg med stemmer efter antal aktier ejet, endda med begrænsninger, så de med flest aktier ikke kom til at dominere.
Ikke desto mindre var afstemningen forberedt så godt af den københavnske købmandselite, at fem af de største købmænd, der også havde været med til forarbejdet med banken, fik suverænt flest stemmer, endda i en grad, så der var mistænkeligt langt ned til de næste på listen.
Der var simpelthen tale om det gode, gamle patron-klient-system, der mindst går tilbage til romerriget, hvorved de største købmænd, der iøvrigt også var eller blev direktører for Asiatisk Kompagni, med støtte fra adel og embedsmænd kunne sætte sig på de indbringende poster…
Nogle mennesker har den skøre idé, at arkiver og arkivalier er kedelige og støvede.
Men arkivalier kan fortælle om fortidige verdener, der nu er forsvundet på flere måder. Den mest direkte er gennem deres indhold, men undertiden også gennem deres fysiske tilstedeværelse. Jeg har fx ved flere lejligheder snuset til Asiatisk Kompagnis protokoller, der har været frem og tilbage til Kina og tænkt over hvad de mon har set, mens de blev skrevet.
Men på det skønne stadsarkiv på Københavns Rådhus findes en toldprotokol, der direkte fortæller om sin egen skæbne. I 1728 brændte en stor del af byen nemlig ned, herunder rådhuset med byens arkiv.
Men takket været en skrap skriver på arkivet, Anthony Raff (der iøvrigt senere blev direktør for Asiatisk Kompagni!), blev dele af arkivet reddet ud under branden.
Toldprotokollen her må have været en af de sidste, der kom med, for den er godt brændt i toppen
Jeg skulle egentlig bare finde en bog om rederiet Norden, men takket være Museet for Søfarts fremragende bibliotek blev jeg helt afsporet og endte i Sibirien.
På hylden stod nemlig en ydmyg, lille bog om Det Petsoriske Kompagni, som var en overraskelse for mig. For jeg troede egentligt, at jeg kendte alle 16-1700-tallets handelskompagnier, men dette havde jeg ikke hørt om før.
Kompagniet blev stiftet af fremtrædende københavnske købmænd som Mikkel Vibe og andre i partnerskab med Christian IV, som stod for halvdelen af kompagniets sparsomme kapital.
Det Petsoriske Kompagni skulle hente skind og pels fra det nordlige Sibirien, nærmere bestemt omkring Petsora-flodens udmunding i Barentshavet – koldt og langt borte!
Et skib på 35 læster, ST MICHEL, blev udrustet – vel nærmest som en lille nutidig galease, og ca. 20-25 søfolk og købmænd sejlede mod nord. Den 5. juni 1619 passerede de Helsingør og den lange vej rundt om Norge og Kola-halvøen gik godt.
Værre så det ud, da de faktisk nåede frem til til Petsora-flodens udmunding, for ganske som de var blevet advaret om kunne de ikke komme ind til floden på grund af sandbarrer og is på vej ud.
Derfor sejlede købmændene tilbage til byen Kola på halvøen af samme navn for at overvintre, mens skibet returnerede til København.
Men da den russiske zar var blevet bekendt med ekspeditionen ind i hans nykoloniserede områder blev alle arresteret og varerne konfiskeret.
Næste sommer vendte skibet ST. MICHEL tilbage og gennem forhandlinger blev købmændene løskøbt, og alle kunne vende tilbage til Danmark, desværre med store tab.
Kompagniet blev således aldrig en succes og i adskillige år gik der en strøm af breve mellem Danmark og Rusland, da Christian IV krævede erstatning af zaren for de tabte varer. Da den udeblev, fik kongen nok og sendte fire orlogsskibe nordpå mod Kola-halvøen i 1623 for at plyndre. Toldpenge, tørfisk og rug blev kapret og bragt hjem som erstatning, men da var historien for længst slut for det lille, og nu næsten glemte Petsoriske Kompagni.
Den bog var jeg glad for at finde!
Både det tidlige 1600-tal og det tidlige 1700-tal er nemlig præget af vilde handels- og søfartseksperimenter, der ofte slår fejl, men alligevel vidner om en fantastisk entreprenant tidsånd, som bliver ved med at fascinere mig 🙂
I oktober 1753 kom den franske billedhugger Jacques-Francois-Joseph Saly til København. Betalt af det yderst profitable Asiatisk Kompagni skulle han sørge for at omforme østens guld til en rytterstatue for at fejre kong Frederik V.
Saly ankom med sin forældre og to ugifte søskende og flyttede ind på Charlottenborg, hvor det nye Kunstakademi havde til huse.
Billedhuggeren Saly, malet af Jens Juel. Fra Statens Museum for Kunst.
21 år blev han i Danmark – arbejdet med rytterstatuen trak ud og endte med at koste over en halv million rigsdaler, svarende til ikke mindre end ti nybyggede kinafregatter.
Udover rytterstatuen skabte han indledningsvis en buste af kongen, som blev præsenteret for majestæten i august 1754.
En udgave af denne buste blev i november 2020 stjålet fra Kunstakademiets festsal og kastet i Københavns havn. Da den nogle dage senere blev fisket op, var den gået i opløsning og var ødelagt.
Vandalismen førte til vred og ophidset debat i medierne, hvor synspunktet kom frem, at det var Saly selv, der skænket busten til akademiet, hvilket gjorde gerningen endnu værre, mens bustens ødelægger hævdede, at det var en nyere afstøbning.
Busten af Frederik V lige inden den blev ødelagt. I baggrunden ses Asiatisk Kompagnis gamle hovedsæde. Fra “Anonyme Billedkunsteres” video
Som historiker med interesse for Asiatisk Kompagni og dets stadig eksisterende genstande vakte det min nysgerrighed for at lære mere om Salys buster, for det viste sig hurtigt, at der findes mange eksemplarer, versioner og kopier af værket. Men var det virkeligt et stykke af kinafarenes arbejde, der nu var ødelagt?
Ifølge udstillingskataloget Fyrste & hest, udgivet i anledning af en udstilling om Saly på Københavns Bymuseum i 1976, findes de første udgaver af busten i ler, gips og marmor ikke mere. En gipsmodel blev overdraget Kunstakademiet i 1759, men fandtes i 1976 ikke længere. En gipsbuste, måske den samme, blev sendt til Frankrig ved Salys hjemrejse i 1774.
Marmorudgaven, som vel må kaldes det endelige værk, kom til at pryde Christiansborg, som brændte i 1794.
Busten ved Sorgenfri
Men busten var åbenbart populær, for i 1764 kom den franske bronzestøber Pierre Gor til København og støbte fire buster af kongen – metallet rekvireret hos Asiatisk Kompagni.
Øjensynligt er det de fire buster, der kom til Thaulow Museet i Kiel, på Kunstakademiet og to på herregårde hos grev A.G.Moltkes efterkommere.
En anden version findes i slotparken ved Sorgenfri, som dog efter sigende blev erstattet af en nystøbt version i det 20. århundrede.
Buste på Kastrupgård.
På Kastrup Fajanceværk blev busten også produceret, både i brændt ler, hvidglaseret fajance og endda i forgyldt udgave, leveret til kongen i 1760. Eksemplarer af disse findes på SMK og Davids Samling.
Fra Davids Samling.
Andre fabrikker skabte udgaver i mindre størrelse i fajance og porcelæn.
Selvom Salys arbejde gennem mere end to årtier blev meget kostbart for Asiatisk Kompagnis aktionærer, så har det altså sat sig mange aftryk, især den store rytterstatue på Amalienborg Slotsplads, men altså også et væld af afledte værker.
Fra Det kongelige Bibliotek – måske i fajance fra Kastrup Værk?
Men hvad med den ødelagte buste, som endte sine dage som led i en happening? I følge en tidligere lektor fra Kunstakademiet viser støbelærredet inde i busten, at den ikke kan være ældre end 1950’erne, så der er heldigvis et stykke vej til kinafarernes møje.
Men når den ødelagte buste er så ny, findes der sikkert også andre nyere udgaver. Gad vide om der stadig findes støbeforme?
Flere auktionhuse ser ud til at sælge busterne med mellemrum, så der er tale om kunst, der har sat sig et aftryk – ikke mindst takket være den blomstrende handel med Asien i 1700-tallet.
Litteratur
John Ericsen & Emma Salling: Fyrste og hest – rytterstatuen på Amalienborg, Københavns Bymuseum 1976
En af de største købmænd i den økonomisk vilde tid i 1770’erne og 1780’erne var Frédéric de Coninck (1740-1811).
Han kom til København i 1763 og havde egentligt fået en stilling som en slags supercargo på prøve ved en kinafart for Asiatisk Kompagni, men sprang fra posten til fordel for et stilling i 1700-tallets måske største københavnske handelshus, Fabritius & Wewer.
Det gik dog i vasken, og i stedet begyndte han at handle på egen hånd og at formidle lån til staten gennem sit netværk i Nederlandene. Omkring 1775 stiftede han firmaet De Coninck & Reiersen sammen med sin tidligere ansatte, Niels Lunde Reiersen.
Handelshuset blev en kolossal succes med mange skibe på langfart, og i en periode var de Coninck også direktør for Asiatisk Kompagni. Det var også ham der pressede på for at kompagniets monopol på Indienshandel blev opgivet i 1772, så han kunne tage del i den lukrative handel mere direkte.
Frédéric de Conincks fregat, HENRIETTE, passerer mandarinfortet ved Bocca Tigris på vej til Kanton. Usigneret, malet af kinesisk kunstner. Findes på M/S Museet for Søfart
Da kinahandlen blev delvist åbnet op i 1797 var han også på pletten med det samme, og fregatten HENRIETTE, opkaldt efter hans datter, dukkede kort efter op på Perlefloden!
Omtrent samtidig var de Coninck involveret i et gigantisk forretningseventyr, hvor nederlandske skibsladninger under dække af Dannebrog i krigstid skulle føres fra Batavia, det nuværende Jakarta, til Europa. Den komplicerede operation skulle helst foregå skjult fra britiske øjne og lykkedes delvis.
En del af den vundne rigdom blev investeret i Danmarks måske smukkeste landsted, Dronninggård ved Furesøen, også kendt som Næsseslottet.
Placeret i billedskønne omgivelser blev det store landområde ved søen fyldt med alskens monumenter, kunstige ruiner og havekunst på højeste europæiske plan.
På en lille ø lidt ude i Furesøen, dengang kaldet Isle Chevalier, stod endda et ægte kinesisk lysthus importeret fra Canton, og en buet bro i kinesisk stil førte ind til fastlandet.
Lysthuset findes i dag hos Nationalmuseet i Brede, og den lille ø har i dag kun tre træer tilbage.
I nutidens Holte og Rudersdal Kommune har man været glad for arven fra den store købmand. Vejen ud på næsset hedder Dronninggårds Allé, og en sidevej er endda opkaldt efter Frédéric selv, nemlig de Conincks Vej.
På Dronninggårds Allé kan man endda nyde forgyldte symboler for de Coninck med et af havens vigtigste monumenter omkranset af hans initialer.
Sådan henlå stedet i ro indtil juni 2020, hvor det amerikanske politis brutale drab på en arresteret afro-amerikaner, George Floyd, i maj førte verdensomspændende protestdemonstrationer.
Demonstrationerne førte også til ny kritik af statuer og vejnavne relateret til kolonitiden og i særdeleshed til den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker.
I Danmark blev det de Conincks vej, der blev mål for kritikken efter en klumme i Politiken skrevet af Anders Jerichow. Senere fulgte P3 programmet Danske Tilstande op dagen efter samtidig med Sjællandske Medier.
Og her er det store spørgsmål naturligvis, om Frédéric de Coninck var involveret i slavehandel eller måske handel med vestindiske varer – produktet af de slavegjortes arbejde, og det er ikke helt ligetil at svare på.
Arkiverne fra hans handelshuse er nemlig ikke bevaret, så oplysninger om dets handel og geografiske udstrækning må stykkes sammen fra stumper hist og her.
Men der er alligevel ingen tvivl om, at den indbringende Asienshandel udgjorde langt størstedelen af hans købmandsvirksomhed. Gennem sit store netværk og lange erfaring formåede han at styre skibe og laster rundt i Asien og til Europa i en tid, hvor et brev fra Dronninggård var mindst ni måneder om at nå Canton.
Men handelshuset de Coninck & Reiersen handlede også på Vestindien, hvor sukker og tobak – produktet af de slavegjortes arbejde – kunne fragtes til især København og Flensborg med god profit. Derved indgik de Coninck og hans handelshus i det store økonomiske kredsløb, der udnyttede slavernes arbejdskraft.
Men om handelshuset direkte også forsynede Vestindien med slaver fra Afrika, findes der så vidt vides ikke kilder til at afgøre. I biografien om de Conincks mangeårige kompagnon Reiersen nævnes det dog, at firmaet var med til at forsyne Vestindien med slaver, men desværre uden kildehenvisning.
Hvad angik selve den transatlantiske slavehandel under Dannebrog generelt, så havde den gennem meget af 1700-tallet været en generel underskudsgivende forretning. Allerede i 1730 foreslog den førende københavnske erhvervsmand Frederik Holmsted, at man helt opgav dansk slavehandel og solgte forterne på Guldkysten.
Eftertiden gav Holmsted ret, men alligevel fortsatte den med rædselsfulde menneskelige omkostninger til følge, og det ene handelshus og kompagni efter det andet gik fallit.
I 1787 var det slut med Det kongelige danske østersøiske og guineiske Handelsselskab, der ellers var stiftet kun seks år tidligere med monopol på slavehandel under Dannebrog.
Resterne af selskabet blev i august 1787 overtaget af firmaet Pingel, Meyer, Prætorius & Co. William Pingel var de Conincks svigersøn, og svigerfars firma kom med en del af pengene til det nye firma – de Coninck & Reiersen ejede 70% af aktierne.
For mændene bag overtagelsen, kaldet De Østersøisk-Guineiske Entreprenører, var det en god forretning. De overtog en mængde gode skibe, pakhuse og meget andet, mens tabet for staten er blevet anslået til 2 mio rigsdaler – et kolossalt beløb.
Entreprenørerne skulle blandt andet fortsatte slavehandlen, men i de kommende år blev der kun udsendt seks ekspeditioner til Guldkysten, og behovet for slaver i Dansk Vestindien blev slet ikke dækket. Det nye firma var altså mest interesseret i skibene, som blev sat ind i mere profitable handler andetsteds.
Derved var Frédéric de Coninck indirekte involveret i den transatlantiske slavehandel, men primært som et led i hvad historikere senere har kaldt en finansiel operation – et billigt køb af skibe og pakhuse med statens støtte.
Så hvad skal man som konklusion svare på om de Coninck var involveret i slavehandel? Det ville i hvert fald være forkert at sige at han ikke var, men de manglende kilder gør det svært at komme omfanget nærmere.
Ligesom mange andre af tidens mennesker var han dog helt sikkert involveret i handel og forbrug af de varer, som de slavegjorte mennesker i Vestindien producerede.
Om det er nok til at Rudersdal Kommune vil omdøbe den lille vej tæt ved Furesøen, ja det må den kommende tids debat afgøre. Det bliver spændende at følge med i!
Læs mere
John Erichsen & Luise Skak-Nielsen: Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830, Forlaget Historismus 2012
Jens B. Friis-Hansen & Finn Slente: Frédéric de Coninck og Dronninggaard – en mosaik af tekster og billeder, Holte 1987
Per Oluf Hernæs (red.): Vestafrika – Forterne på Guldkysten, Gad 2017
Kåre Lauring: Slaverne dansede og holdt sig lystige – en fortælling om den danske slavehandel, Gyldendal 2014
Knud Klem: “Det kgl. oktr. Østersøisk-Guineiske Handelsselskab” i Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg – Årbog 19XX
C. Nyrop: Niels Lunde Reiersen – et Mindeskrift, København 1896
På trods af coronanedlukninger kom der kom brev fra Macao i dag!
I brevet lå den nyeste bog fra min gamle ph.d.-vejleders hånd, nemlig: “Whampoa and the Canton Trade – Life and Death in a Chinese Port, 1700-1842”.
Ligesom i hans foregående bøger behandler han en række emner indenfor den globale kinafart sagligt og grundigt, og denne gang handler det om ankerpladsen ved Whampoa på Perlefloden, som var så langt, de europæiske skibe kunne og måtte sejle.
Det var et helt særligt internationalt miljø, der blev skabt her mellem kinesere og europæere, men også præget af amerikanske, armenske og persiske skibe, og takket være Pauls indsats er der nu et meget bedre grundlag for at fortælle om livet, døden, drukkenskabet, tyverierne, salutterne, bordellerne og arbejdsmarkedet her.
Takket være Asiatisk Kompagnis velbevarede arkiv på Rigsarkivet handler mange af Pauls fortællinger om dansk-norske søfolk og købmænd, og om kompagniets adfærd generelt.
Som inspirerende bonus har bogen også ikke mindre end 32 digitale appendikser – oversigter, grafer og regneark fyldt med Pauls nøjsommeligt indsamlede data gennem de sidste femten år.
Her findes *alle* 3500 anløb af vestlige skibe i Canton fra år 1700 til ca 1820, inkl kaptajner, skibenes størrelser, deres hong-købmænd, hvor de sidst afsejlede fra og meget andet – en guldgrube for forskningen.
Jeg fik lov at bruge dele af Pauls databaser både til min afhandling og til bogen “Kinafarerne”, og ingen af delene var blevet lige så gode, hvis det ikke havde været for professor Paul van Dykes grundighed og venlighed – han er et stort forbillede!
I arbejdet med at forstå de mennesker, der deltog i de globale kulturmøder i 1700-tallet forsøger jeg at rekonstruere levnedsforløb og begivenheder som en del af analysen.
En af dem, jeg forsøgte at følge helt ned i detaljen var kinakøbmanden Frantz Wilhelm Otto Vogelsang, som sejlede otte gange mellem København og Canton og brugte flere år derude, sidste gang endda med sin kone og deres meget lille barn, og derefter blev direktør for Asiatisk Kompagni til sin død i 1813.
Ved hjælp af alverdens små kildefragmenter kan jeg komme ret tæt på manden og hans omgivelser, og det er virkeligt skægt at bygge et narrativ op omkring ham, som både bruger og stiller nye spørgsmål til de kilder, jeg allerede har fundet.
Men jeg havde overset hvor tilfredsstillende det kan være, når der henimod slutningen af skriveprocessen pludseligt dukker en kilde op, som tilføjer nye detaljer.
Jeg stødte på dette portræt, malet af Jens Juel i 1785. Det forestiller Vogelsangs faster og svigermoder Catharina Elisabeth Rausch, og på skødet har hun ingen ringere end Vogelsangs eneste barn, den lille Cathrine. Billedet er fint i sig selv, men når det kommer ind i den mikrohistoriske kontekst, så dukker der pludselig en dybere fortælling op omkring billedet.
For ikke længe efter at lille Catherine var født, tog Vogelsang, frue og datter nemlig afsted til Canton, hvor de blev i over tre år. Så maleriet er sikkert bestilt af gamle fru Rausch, der var 78 år gammel, og måske ikke regnede med nogensinde at se sit barnebarn igen efter den lange rejse. Derfor bestilte hun maleriet hos Jens Juel, der må have skitseret det mens pigen stadig var i Danmark, og malet det færdigt mens de var på vej til Canton.
Mormor Catharina Elisabeth fik ret – i 1787 døde hun og kom aldrig til at nyde sit barnebarn på anden måde end på Juels smukke maleri…
En spændende 1700-tals aktør er Marie-Anne de Coninck, datter af den stenrige københavnske købmand Frédéric de Coninck. Kilderne til 1700-tallets mandlige erhvervsfolk er ikke gode og det er som regel svært at komme tæt på dem. For kvindernes vedkommende er det meget værre!
Marie-Anne de Coninck blev gift første gang som 15-årig, og er senere kendt for at udtale at “mit første ægteskab indgik jeg for at glæde mine Forældre, det andet for at glæde min Pung og det tredie for at glæde mig selv!”
Miniaturen af hende er malet af Cornelius Høyer og findes på det svenske Nationalmuseum.
Under arbejdet med min afhandling havde jeg fornøjelsen af at besøge et sted, hvor mine kinakøbmænd havde sat deres aftryk. Det lå oven i købet kun et par hundrede meter fra mit kontor på CBS, så det var den nemmeste tur til Kina, jeg endnu har gjort. 🙂
Takket være et hjælpsomt og vidende menneske fra Slots- og Kulturstyrelsen fik jeg adgang til det kinesiske lysthus i Frederiksberg Have, der blev bygget i de allerførste år af 1800-tallet.
Bygningen er blevet sat flot i stand udvendigt, men indvendigt forfalder den på grund af de ustabile klima. Men man kan stadig se de genopmalede kinesiske tegn, der engang fortalte et digt fra for over 2000 år siden. Desværre har senere folk i det 20. århunderede byttet lidt rundt på tegnenes placering, så nu er det bare volapyk 🙂
Men bemærk stolene – de har sandsynligvis været stuvet på en af Asiatisk kompagnis kinafarere i 1700-tallet!
Engang hang her også et maleri af den kinesiske købmand Quionqua, sendt til en af mine kinakøbmænd sidst i 1700-tallet som et tegn på det venskab, de havde opbygget i Canton. Nu er det dog kommet på magasin i stedet, for ikke at gå til i det barske klima…
Dagens smukke kinabillede er malet af den kinesiske maler Sunqua omkring 1840. På det tidspunkt var Asiatisk Kompagnis sidste kinafarer hjemme igen, og 110 års kompagnihandel var netop slut.
Men der var stadig mange spor af den indbringende handel – et af dem var denne gravplads på Dane’s Island i Perlefloden ikke langt fra Canton. Her lå en del af de søfolk og købmænd tilbage, der var døde under opholdet i det sydlige Kina.
Gravpladsen findes til en vis grad stadig, og i efter 2017 besøgte jeg den, blandt andet for at få styr på hvilke af mine købmænd, der endte deres dage derude. Ved samme lejlighed satte det lokale museum, Guangdong Museum of Revolutionary History, en række skilte op for at fortælle om den fælles dansk-norsk-kinesiske historie.
Det originale maleri findes på Peabody Essex Museum i Massachusetts, der har en af verdens største samlinger af kinesisk eksportkunst.
En central person i den dansk-norske kinahandel er nederlænderen Pieter van Hurk.
Da det Kinesiske Societet og senere Asiatisk Kompagni ville sende den første direkte kinafarer afsted fra København i 1730 var de meget bevidste om deres mangel på viden om denne helt særlige handel. For Kina var ikke bare langt væk, det var også et højt udviklet rige med et meget anderledes sprog, andre skikke, komplicerede ritualer og regler for handel og told.
Men gennem mere eller mindre hemmelige forhandlinger fik det nye kompagni hyret van Hurk, der havde fire kinarejser bag sig for det netop nedlagte Oostende Kompagni, der var blevet lukket efter pres fra andre europæiske fyrster. I stedet overførte flere folk herfra nu deres knowhow til det nye dansk-norske kompagni med stor succes.
De blev vel betalt, van Hurk allerbedst, så der var også råd til at få lavet 3D-selfies i Canton hos kinesiske kunsthåndværkere, kaldet face-makers, som i dag gør disse tidlige købmænd meget nærværende, fordi statuetterne er så livagtige.
Van Hurks statuette kan i dag ses i Nationalmuseets udstilling.
At arbejde med historie føles undertiden som at gå i ring – man støder hele tiden på beslægtede fænomener i nye klædedragter.
Nu har jeg i flere år arbejdet med Asiatisk Kompagni, der havde monopol på handel med Asien i 1700-tallet. Takket være de gode arkivalier har jeg kunne udpege særligt interessante personer, som jeg forsøger gå i dybden med, i så høj grad som kilderne tillader det.
En af disse personer er handelsassistent Theodor Emil Ludvigsen, der var med på de sidste ekspeditioner til Kina, inden kompagniet lukkede omkring 1840. Han udmærker sig desuden ved at have skrevet grundige erindringer. Han udgav dem meget sent i livet, men det er tydeligt, når man læser dem, at de bygger på samtidige optegnelser såsom dagbøger o.l., der desværre ikke ser ud til at være bevaret.
Men det føles det forunderligt cirkulært at finde ud af at hans allersidste opgave for kompagniet var at udvælge, hvad der skulle bevares for eftertiden på arkiv!
På en måde minder de om hinanden – Trompetertårnet på Kronborg og pagoden på øen Whampoa i Perlefloden i Kina.
Rejsen til Kina i 1700-tallet begyndte med salut for Kronborg. Først efter passagen af det ikke særligt gamle slot var rejsen i gang.
I den anden ende af rejsen lå pagoden på Whampoa. Så langt oppe ad Perlefloden måtte og kunne kinafarerne sejle, her blev ankeret kastet og “Gud være lovet for en lykkelig rejse” noteret i logbogen.
Måske har de tænkt over det, de tusindevis af søfolk, der ventede her i månedsvis, inden hjemrejsen begyndte.
For de ligner lidt hinanden og er stort set også bygget samtidig, også selvom vi i Danmark kalder det Frederik II’s regeringstid og i Kina det sene Ming-dynasti. Begge bygninger var også mere end bare praktiske – trompetértårnet skulle imponere de forbisejlende, men pagoden sammen med to andre skulle sikre lykke og gode energier til den gamle handelsby Canton.
Trompetertårnet er malet af Constantin Hansen, mens pagoden ved Whampoa – i dag Pazhou – er et lithografi af William Heine.
Dagens gode og lidt arrogante citat kommer fra Asiatisk Kompagnis sidste skibspræst Poul Martin Møller, der i 1820 skrev hjem til vennerne i København fra Canton:
“Det er en stor Mangel ved Sølivet, at man aldeles ikke kan vælge sit Selskab, men maa tage det, som Slumpelykken vil give det. Den, der har havt Raad til at være saa kræsen paa sit Selskab, som jeg i Kjøbenhavn, maa rigtignok rympe Næsen lidt, naar han skal tage til Takke med aandelig Skibskost.
Moralitet hersker ikke meget i min Menighed, men dog meer end i et ligesaa stort Selskab paa Landjorden. Jeg kan rose mig af, at jeg ved mine Prækener har bragt endeel til at have Moralitet i Munden. Saa har den da kuns eet Skridt til Hjertet.”
Globalhistorie er et spændende felt, der bliver med at give nye perspektiver til den nationale historie.
Tag fx første gang det Danske Asiatiske Kompagni sendte et skib afsted til Manila 1745. Som spansk koloni var Philippinerne et tillokkende sted.
Det lyder jo fint – tænk at “vi” deltog i denne del af verdenshandlen så tidligt. Men kigger man nærmere efter, finder man ud af at skibet DANSBORG, ført af en dansk kaptajn fra Trankebar, var fyldt med internationale forbindelser.
For det var egenligt den franske købmand Dupleix, der havde henvendt sig til kompagniet i Trankebar for at foreslå, at de skulle købe det franske skib RESISTANCIER til en ekspedition til Manila – han kunne også skaffe varerne, og anbefalede en skotsk supercargo, der havde erfaring fra det nederlandske Oostende-kompagni.
Kompagniet sagde ja, lavede nye papirer til skibet, fandt på det nye navn, skaffede en dansk kaptajn, og de øverste embedsmænd investerede også selv i projektet. Som en ekstra service lavede de også et sæt “moriske” papirer, så man kunne skifte identitet, hvis det var nødvendigt!
Hindukøbmænd i området skaffede varer, og så gik det afsted til Manila med en besætning bestående af portugisiske og indiske søfolk!
Ekspeditionen gik godt, og var med til at starte en lukrativ handel med danske papirer fra Trankebar i de kommende årtier, til stor økonomisk glæde for de ansatte i kolonien.
Et særligt privilegium ved at være historiker og museumsmenneske er at få lov til at besøge de mest fabelagtige steder.
Under arbejdet med min ph.d.-afhandling fra 2014-17 så jeg for første gang det kinesiske kabinet fra begyndelsen af 1700-tallet på Frederiksberg Slot, hvor datidens konger nok har nydt enten at slappe af eller at vise frem til vigtige besøgende. Det er fascinerende hvor kort, der ofte kan være fra København til Kina – og i min erfaring hvor ofte vejen til Kina går via min barndoms Frederiksberg!
Udover kinesisk inspirerede malerier findes der fremstillinger af alverdens eksotiske folkeslag og endda noget, der ligner et slaveskib i Afrika!
Malererne omkring år 1700 havde ikke besøgt de steder de fremstillede og havde ej heller mødt de mennesker de portrætterede. Derfor ser især kineserne lidt sære og nordeuropæiske ud. Det går bedre med afrikanerne og araberne, som har været nemmere at få at se i Københavns gader. Men ellers er det meste malet af efter kobberstik og bøger, så de arme malere dog havde noget at gå ud fra
VI kan aldrig komme tilbage til fortiden, men en af måder, hvor det nærmest føles som om man når den alligevel, er gennem højopløselige, gamle fotografier.
Tag fx dette fantastiske billede af en købmands hus i Canton, fotograferet i 1860 af den italiensk/britiske fotograf Felice Beato.
Det er så længe siden, at mine dansk-norske kinakøbmænd måske har besøgt købmandens hus få årtier før billedet blev taget. Alligevel er billedet knivskarpt, generøst stillet til rådighed af Getty Museum, så man kan også beskære det for at fokusere på detaljerne.
Se fx den barfoede, lidt modløse mand med noget der ligner en skål i hånden. Er han ansat hos købmanden og venter på sin skål ris?
I overetagen kan man se ind i det luftige gemakker og nyde de smukke lamper, der må oplyse bygningen om aftenen og natten. En af mine kinakøbmænd skrev engang at kineserne ikke brød sig om at sove i mørke – der var altid lys tændt. Måske gjaldt det også disse lamper?
Min yndlingsgenstand i den vidunderlige og lidt hemmelige Davids Samling er denne bakke fra omkring 1740.
Bakken blev bestilt i Canton af supercargo Hans Christian Ølgod som gave til erhvervsmanden og borgmesteren Frederik Holmsted, der var med i nærmest alle større erhvervsforetagender i den entreprenante tid midt i 1700-tallet. Ølgod bestilte den sikkert, fordi Holmsted var hans direktør i Asiatisk Kompagni, og bakken blev udsmykket med Holmsteds stamtræ. Det fortæller historier om hvordan Holmsteds familie også spillede en stor rolle i handlen.
En datter blev gift med Christian Lintrup, der tjente store formuer i Kina, en anden med Asiatisk Kompagnis velhavende bogholder og storaktionær Frans Fæddersen. En søn blev sendt til Canton og oplært af Lintrup i handel på Kina, og bag flere af de andre personer er der sikkert endnu flere links til storhandlen, som jeg ikke har fundet endnu….
Men hvad mon Ølgod ville opnå med den imponerende gave til Holmsted? Eller havde Holmsted i virkeligheden selv bestilt den gennem Ølgod?
Et aptonym er et egennavn, der rammende beskriver dets ejer, lærte jeg for nyligt.
Med dette fine begreb i baghovedet er det en fornøjelse at præsentere en af danmarkshistoriens store narkotikasmuglere: Johan Leonhard Fix.
Adskillige skibe med opium var hans indiske handelshuse ansvarlige for at sende til Canton i Kina til glæde for Asiatisk Kompagnis tehandel sidst i 1700-tallet. Med tiden blev han endda selv direktør i det hæderkronede firma.
Nu gemmer hans støv sig under det næstflotteste gravmæle på Assistens Kirkegård på Nørrebro, ganske langt fra hans arbejdsområde i Indien!
Her har man nu i århundreder kunne læse på stenen om hans retskaffenhed og fromhed.
Hvis du kunne tænke dig at læse mere om Fix, kan jeg anbefale denne artikel:
Bie, Lorentz: ”Johan Leonhard Fix. En Skikkelse i dansk-ostindisk Kolonihistorie”, i Personalhistorisk Tidsskrift, årg. 57, 10. række, 3. bd., 1. hefte, 1936
1700-tallets svar på en photobomb må være den 21-årige løjtnant Tønder, der fik sit ene ben skudt af i 1715 i kamp med et svensk skib ved Rügen, tilsyneladende netop som en portrætmaler malede ham, som det er gengivet på dette senere kobberstik fra Det kongelige Bibliotek!
På trods af træben blev han alligevel senere kaptajn for den allerførste direkte, danske kinafarer CRON PRINTZ CHRISTIAN, dog med hjælp fra en mere rutineret andenkaptajn, der kendte vejen.
For Michael Tønder, der stammede fra Christiania, havde næppe været udenfor Nord- og Østersøen inden afsejlingen i 1730, og så var der altså meget langt til Riget i Midten…
I gravkapellet i Holmens Kirke findes et epitafium – en gravskrift – over en af Asiatisk Kompagnis direktører og hans kone Maria Ager.
Det er etatsråd Gregorius Klaumann, som vi jo alle kan huske for hans tid som direktør i Asiatisk Kompagni i 1730’erne, kommissær i den københavnske Banco og meget andet 🙂
Generelt er det svært at komme tæt på det tidlige 1700-tals mennesker – deres portrætter er sjældent bevaret og det samme med personlige papirer, gravsten eller andet, så ethvert spor til at finde ud af hvordan disse aktører i den tidlige globale handel levede, er velkomment!
Vinteren var sæson for afsejling til Riget i Midten i 1700-tallet, så derfor trodsede jeg og Dorthe Chakravarty vintervejret og mødtes foran Asiatisk Kompagnis gamle hovedsæde på Christianshavn til en god samtale om hvad der var sket netop der.
For de gamle bygninger og havneanlægget gemmer på en fantastisk historie om den gang i enevældens tid, hvor kinahandlen skabte enorme formuer og et broget folkeliv i byen.
For nylig besøgte jeg en større svensk flådebase til et seminar med gode svenske historiker- og arkæologkolleger, og jeg benyttede lejligheden til at udtrykke det Blå Danmarks dybfølte tak til den kgl. svenske orlogsflåde.
For ikke alene var et af de danske skibe, der for første gang sejlede til Indien i 1618, et erobret svensk orlogsskib, nemlig MJÖLKPIGAN, erobret under Kalmarkrigen få år tidligere.
Men også den allerførste direkte kinafarer, CRON PRINTZ CHRISTIAN i 1730, var et gammelt svensk orlogsskib, nemlig WARBERG, bygget i Karlskrona i 1699 og hapset af Tordenskiold under slaget ved Marstrand under Store Nordiske Krig.
Så der er meget at takke for – velprøvet svensk tonnage, der understøttede de dansk-norske imperiedrømme for ikke så længe siden. 🙂
På billedet ses et udsnit af et større kort over Marstrand, hvor tre erobrede svenske skibe sejler afsted med nye flag og besætninger. Den sidste er WARBERG, hvis besætning ellers forsøgte selv at skyde det i sænk, men uden held…
I 1770’erne sad supercargo Mourier i Canton og Macao og fik som den første dansker tiden til at gå med at lære sig kinesisk.
Det er nok gået lidt trægt med det meget anderledes sprog, så måske er det derfor, at han på en blank side har tegnet en ung mand i sit øvelsesmanuskript – måske fra en anden fremstilling, eller måske hans tjener?
Vi finder nok aldrig ud af det, men nu er den fine lille tegning i hvert fald trukket ud af glemslen!
For nyligt havde jeg tid til at gå ind på Nationalmuseet og hilse på supercargo van Hurk (nedenfor), hongkøbmand Chunqua, bankesalen ved Whampoa og de mange andre fabelagtige stykker kunsthåndværk, som nok allesammen på et tidspunkt har været ombord på Asiatisk Kompagnis fregatter.
Det blev kun bedre af, at jeg havde fundet ud af, at den kinesiske del af den etnografiske samling blev organiseret i 1820‘erne af den ældgamle supercargo Mourier, der havde været i Canton og Macao for kompagniet i 1770’erne og 1780’erne, så det hele hænger sammen!
Arbejder med billeder til min kinafarer-bog var en kæmpe fornøjelse. For 1700-tallets verdenshandel har efterladt sig det ene fabelagtige motiv efter det andet, og mange har endda ikke været vist i utallige år.
Her er fx en kinesisk arbejdskarl, der nyder en pibe tobak (opium?), mens han pakker te i en af tekisterne, der skal sælges på auktion i København.
Den ældre herre er en blypladeklipper – tekisterne blev foret med bly for at holde fugt og lugt ude. Næppe verdens sundeste erhverv, og gad vide om tenyderne i Danmark og Norge i 1700-tallet tænkte over hvor meget fodsved og bly, der gemte sig i koppen med den liflige drik? 🙂
Originalerne er godt gemt af vejen på Det kongelige Bibliotek…
Fine kinesiske og asiatiske varer kunne anskaffes på mange måder.
I 1665 leverede et nederlandsk skib japanske lakkabinetter, kinesisk silke og porcelæn og en stor mængde krydderier til den danske dronning Sophie Amalie.
Årsagen var, at kongens styrker i Bergen havde afvist et engelsk angreb på ti hollandske ostindiefarere, som havde søgt nødhavn i byen.
Alt var tilsyneladende godt, på nær at det hele var en fejl. Kong Frederik III havde nemlig i hemmelighed lavet en aftale med englænderne om at de kunne få lov til at plyndre de hollandske skibe, mod at han fik en del af rovet.
Kommandanten i Bergen, Claus Ahlefeldt, havde bare ikke fået noget at vide om den småluskede aftale, og afviste derfor den engelske flådestyrke.
Så den lidt kiksede affære fik altså som resultat, at at dronningen fik fine gaver af hollænderne som tak.
Men Frederik III måtte lide den tort at blive omtalt som et “blockhead” i den engelske flådeadministrator Pepys berømte dagbog, fordi han havde haft fingrene i en kolossal skat – de hollandske ostindiefareres ladning – uden at rane den til sig!
Den ældre herre er en blypladeklipper – tekisterne blev foret med bly for at holde fugt og lugt ude. Næppe verdens sundeste erhverv, og gad vide om tenyderne i Danmark og Norge i 1700-tallet tænkte over hvor meget fodsved og bly, der gemte sig i koppen med den liflige drik? 🙂
