Det afskudte ben

1700-tallets svar på en photobomb må være den 21-årige løjtnant Tønder, der fik sit ene ben skudt af i 1715 i kamp med et svensk skib ved Rügen, tilsyneladende netop som en portrætmaler malede ham, som det er gengivet på dette senere kobberstik fra Det kongelige Bibliotek!

På trods af træben blev han alligevel senere kaptajn for den allerførste direkte, danske kinafarer CRON PRINTZ CHRISTIAN, dog med hjælp fra en mere rutineret andenkaptajn, der kendte vejen.

For Michael Tønder, der stammede fra Christiania, havde næppe været udenfor Nord- og Østersøen inden afsejlingen i 1730, og så var der altså meget langt til Riget i Midten…