Mikrohistorisk tilfredsstillelse

I arbejdet med at forstå de mennesker, der deltog i de globale kulturmøder i 1700-tallet forsøger jeg at rekonstruere levnedsforløb og begivenheder som en del af analysen.

En af dem, jeg forsøgte at følge helt ned i detaljen var kinakøbmanden Frantz Wilhelm Otto Vogelsang, som sejlede otte gange mellem København og Canton og brugte flere år derude, sidste gang endda med sin kone og deres meget lille barn, og derefter blev direktør for Asiatisk Kompagni til sin død i 1813.

Ved hjælp af alverdens små kildefragmenter kan jeg komme ret tæt på manden og hans omgivelser, og det er virkeligt skægt at bygge et narrativ op omkring ham, som både bruger og stiller nye spørgsmål til de kilder, jeg allerede har fundet.

Men jeg havde overset hvor tilfredsstillende det kan være, når der henimod slutningen af skriveprocessen pludseligt dukker en kilde op, som tilføjer nye detaljer.

Jeg stødte på dette portræt, malet af Jens Juel i 1785. Det forestiller Vogelsangs faster og svigermoder Catharina Elisabeth Rausch, og på skødet har hun ingen ringere end Vogelsangs eneste barn, den lille Cathrine. Billedet er fint i sig selv, men når det kommer ind i den mikrohistoriske kontekst, så dukker der pludselig en dybere fortælling op omkring billedet.

For ikke længe efter at lille Catherine var født, tog Vogelsang, frue og datter nemlig afsted til Canton, hvor de blev i over tre år. Så maleriet er sikkert bestilt af gamle fru Rausch, der var 78 år gammel, og måske ikke regnede med nogensinde at se sit barnebarn igen efter den lange rejse. Derfor bestilte hun maleriet hos Jens Juel, der må have skitseret det mens pigen stadig var i Danmark, og malet det færdigt mens de var på vej til Canton.

Mormor Catharina Elisabeth fik ret – i 1787 døde hun og kom aldrig til at nyde sit barnebarn på anden måde end på Juels smukke maleri…

Hvor mon maleriet findes i dag?