De Coninck – Asienskøbmand …og slavehandler?

En af de største købmænd i den økonomisk vilde tid i 1770’erne og 1780’erne var Frédéric de Coninck (1740-1811).

Han kom til København i 1763 og havde egentligt fået en stilling som en slags supercargo på prøve ved en kinafart for Asiatisk Kompagni, men sprang fra posten til fordel for et stilling i 1700-tallets måske største københavnske handelshus, Fabritius & Wewer.

Det gik dog i vasken, og i stedet begyndte han at handle på egen hånd og at formidle lån til staten gennem sit netværk i Nederlandene. Omkring 1775 stiftede han firmaet De Coninck & Reiersen sammen med sin tidligere ansatte, Niels Lunde Reiersen.

Handelshuset blev en kolossal succes med mange skibe på langfart, og i en periode var de Coninck også direktør for Asiatisk Kompagni. Det var også ham der pressede på for at kompagniets monopol på Indienshandel blev opgivet i 1772, så han kunne tage del i den lukrative handel mere direkte.

Frédéric de Conincks fregat, HENRIETTE, passerer mandarinfortet ved Bocca Tigris på vej til Kanton. Usigneret, malet af kinesisk kunstner. Findes på M/S Museet for Søfart

Da kinahandlen blev delvist åbnet op i 1797 var han også på pletten med det samme, og fregatten HENRIETTE, opkaldt efter hans datter, dukkede kort efter op på Perlefloden!

Omtrent samtidig var de Coninck involveret i et gigantisk forretningseventyr, hvor nederlandske skibsladninger under dække af Dannebrog i krigstid skulle føres fra Batavia, det nuværende Jakarta, til Europa. Den komplicerede operation skulle helst foregå skjult fra britiske øjne og lykkedes delvis.

En del af den vundne rigdom blev investeret i Danmarks måske smukkeste landsted, Dronninggård ved Furesøen, også kendt som Næsseslottet.

Placeret i billedskønne omgivelser blev det store landområde ved søen fyldt med alskens monumenter, kunstige ruiner og havekunst på højeste europæiske plan.

På en lille ø lidt ude i Furesøen, dengang kaldet Isle Chevalier, stod endda et ægte kinesisk lysthus importeret fra Canton, og en buet bro i kinesisk stil førte ind til fastlandet.

Lysthuset findes i dag hos Nationalmuseet i Brede, og den lille ø har i dag kun tre træer tilbage.

I nutidens Holte og Rudersdal Kommune har man været glad for arven fra den store købmand. Vejen ud på næsset hedder Dronninggårds Allé, og en sidevej er endda opkaldt efter Frédéric selv, nemlig de Conincks Vej.

På Dronninggårds Allé kan man endda nyde forgyldte symboler for de Coninck med et af havens vigtigste monumenter omkranset af hans initialer.

Sådan henlå stedet i ro indtil juni 2020, hvor det amerikanske politis brutale drab på en arresteret afro-amerikaner, George Floyd, i maj førte verdensomspændende protestdemonstrationer.

Demonstrationerne førte også til ny kritik af statuer og vejnavne relateret til kolonitiden og i særdeleshed til den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker.

I Danmark blev det de Conincks vej, der blev mål for kritikken efter en klumme i Politiken skrevet af Anders Jerichow. Senere fulgte P3 programmet Danske Tilstande op dagen efter samtidig med Sjællandske Medier.

Og her er det store spørgsmål naturligvis, om Frédéric de Coninck var involveret i slavehandel eller måske handel med vestindiske varer – produktet af de slavegjortes arbejde, og det er ikke helt ligetil at svare på.

Arkiverne fra hans handelshuse er nemlig ikke bevaret, så oplysninger om dets handel og geografiske udstrækning må stykkes sammen fra stumper hist og her.

Men der er alligevel ingen tvivl om, at den indbringende Asienshandel udgjorde langt størstedelen af hans købmandsvirksomhed. Gennem sit store netværk og lange erfaring formåede han at styre skibe og laster rundt i Asien og til Europa i en tid, hvor et brev fra Dronninggård var mindst ni måneder om at nå Canton.

Men handelshuset de Coninck & Reiersen handlede også på Vestindien, hvor sukker og tobak – produktet af de slavegjortes arbejde – kunne fragtes til især København og Flensborg med god profit. Derved indgik de Coninck og hans handelshus i det store økonomiske kredsløb, der udnyttede slavernes arbejdskraft.

Men om handelshuset direkte også forsynede Vestindien med slaver fra Afrika, findes der så vidt vides ikke kilder til at afgøre. I biografien om de Conincks mangeårige kompagnon Reiersen nævnes det dog, at firmaet var med til at forsyne Vestindien med slaver, men desværre uden kildehenvisning.

Hvad angik selve den transatlantiske slavehandel  under Dannebrog generelt, så havde den gennem meget af 1700-tallet været en generel underskudsgivende forretning. Allerede i 1730 foreslog den førende københavnske erhvervsmand Frederik Holmsted, at man helt opgav dansk slavehandel og solgte forterne på Guldkysten.

Eftertiden gav Holmsted ret, men alligevel fortsatte den med rædselsfulde menneskelige omkostninger til følge, og det ene handelshus og kompagni efter det andet gik fallit.

I 1787 var det slut med Det kongelige danske østersøiske og guineiske Handelsselskab, der ellers var stiftet kun seks år tidligere med monopol på slavehandel under Dannebrog.

Resterne af selskabet blev i august 1787 overtaget af firmaet Pingel, Meyer, Prætorius & Co.  William Pingel var de Conincks svigersøn, og svigerfars firma kom med en del af pengene til det nye firma – de Coninck & Reiersen ejede 70% af aktierne.

For mændene bag overtagelsen, kaldet De Østersøisk-Guineiske Entreprenører, var det en god forretning. De overtog en mængde gode skibe, pakhuse og meget andet, mens tabet for staten er blevet anslået til 2 mio rigsdaler – et kolossalt beløb.

Entreprenørerne skulle blandt andet fortsatte slavehandlen, men i de kommende år blev der kun udsendt seks ekspeditioner til Guldkysten, og behovet for slaver i Dansk Vestindien blev slet ikke dækket. Det nye firma var altså mest interesseret i skibene, som blev sat ind i mere profitable handler andetsteds.

Derved var Frédéric de Coninck indirekte involveret i den transatlantiske slavehandel, men primært som et led i hvad historikere senere har kaldt en finansiel operation – et billigt køb af skibe og pakhuse med statens støtte.

Så hvad skal man som konklusion svare på om de Coninck var involveret i slavehandel? Det ville i hvert fald være forkert at sige at han ikke var, men de manglende kilder gør det svært at komme omfanget nærmere.

Ligesom mange andre af tidens mennesker var han dog helt sikkert involveret i handel og forbrug af de varer, som de slavegjorte mennesker i Vestindien producerede.

Om det er nok til at Rudersdal Kommune vil omdøbe den lille vej tæt ved Furesøen, ja det må den kommende tids debat afgøre. Det bliver spændende at følge med i!

Læs mere

John Erichsen & Luise Skak-Nielsen: Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830, Forlaget Historismus 2012

Jens B. Friis-Hansen & Finn Slente: Frédéric de Coninck og Dronninggaard – en mosaik af tekster og billeder, Holte 1987

Per Oluf Hernæs (red.): Vestafrika – Forterne på Guldkysten, Gad 2017

Kåre Lauring: Slaverne dansede og holdt sig lystige – en fortælling om den danske slavehandel, Gyldendal 2014

Knud Klem: “Det kgl. oktr. Østersøisk-Guineiske Handelsselskab” i Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg – Årbog 19XX

C. Nyrop: Niels Lunde Reiersen – et Mindeskrift, København 1896

Benjamin Asmussen: Networks and Faces Between Copenhagen and Canton, 1730-1840, ph.d.-afhandling fra Copenhagen Business School, 2018