De Coninck – Asienskøbmand …og slavehandler?

En af de største købmænd i den økonomisk vilde tid i 1770’erne og 1780’erne var Frédéric de Coninck (1740-1811).

Han kom til København i 1763 og havde egentligt fået en stilling som en slags supercargo på prøve ved en kinafart for Asiatisk Kompagni, men sprang fra posten til fordel for et stilling i 1700-tallets måske største københavnske handelshus, Fabritius & Wewer.

Det gik dog i vasken, og i stedet begyndte han at handle på egen hånd og at formidle lån til staten gennem sit netværk i Nederlandene. Omkring 1775 stiftede han firmaet De Coninck & Reiersen sammen med sin tidligere ansatte, Niels Lunde Reiersen.

Handelshuset blev en kolossal succes med mange skibe på langfart, og i en periode var de Coninck også direktør for Asiatisk Kompagni. Det var også ham der pressede på for at kompagniets monopol på Indienshandel blev opgivet i 1772, så han kunne tage del i den lukrative handel mere direkte.

Frédéric de Conincks fregat, HENRIETTE, passerer mandarinfortet ved Bocca Tigris på vej til Kanton. Usigneret, malet af kinesisk kunstner. Findes på M/S Museet for Søfart

Da kinahandlen blev delvist åbnet op i 1797 var han også på pletten med det samme, og fregatten HENRIETTE, opkaldt efter hans datter, dukkede kort efter op på Perlefloden!

Omtrent samtidig var de Coninck involveret i et gigantisk forretningseventyr, hvor nederlandske skibsladninger under dække af Dannebrog i krigstid skulle føres fra Batavia, det nuværende Jakarta, til Europa. Den komplicerede operation skulle helst foregå skjult fra britiske øjne og lykkedes delvis.

En del af den vundne rigdom blev investeret i Danmarks måske smukkeste landsted, Dronninggård ved Furesøen, også kendt som Næsseslottet.

Placeret i billedskønne omgivelser blev det store landområde ved søen fyldt med alskens monumenter, kunstige ruiner og havekunst på højeste europæiske plan.

På en lille ø lidt ude i Furesøen, dengang kaldet Isle Chevalier, stod endda et ægte kinesisk lysthus importeret fra Canton, og en buet bro i kinesisk stil førte ind til fastlandet.

Lysthuset findes i dag hos Nationalmuseet i Brede, og den lille ø har i dag kun tre træer tilbage.

I nutidens Holte og Rudersdal Kommune har man været glad for arven fra den store købmand. Vejen ud på næsset hedder Dronninggårds Allé, og en sidevej er endda opkaldt efter Frédéric selv, nemlig de Conincks Vej.

På Dronninggårds Allé kan man endda nyde forgyldte symboler for de Coninck med et af havens vigtigste monumenter omkranset af hans initialer.

Sådan henlå stedet i ro indtil juni 2020, hvor det amerikanske politis brutale drab på en arresteret afro-amerikaner, George Floyd, i maj førte verdensomspændende protestdemonstrationer.

Demonstrationerne førte også til ny kritik af statuer og vejnavne relateret til kolonitiden og i særdeleshed til den transatlantiske handel med slavegjorte mennesker.

I Danmark blev det de Conincks vej, der blev mål for kritikken efter en klumme i Politiken skrevet af Anders Jerichow. Senere fulgte P3 programmet Danske Tilstande op dagen efter samtidig med Sjællandske Medier.

Og her er det store spørgsmål naturligvis, om Frédéric de Coninck var involveret i slavehandel eller måske handel med vestindiske varer – produktet af de slavegjortes arbejde, og det er ikke helt ligetil at svare på.

Arkiverne fra hans handelshuse er nemlig ikke bevaret, så oplysninger om dets handel og geografiske udstrækning må stykkes sammen fra stumper hist og her.

Men der er alligevel ingen tvivl om, at den indbringende Asienshandel udgjorde langt størstedelen af hans købmandsvirksomhed. Gennem sit store netværk og lange erfaring formåede han at styre skibe og laster rundt i Asien og til Europa i en tid, hvor et brev fra Dronninggård var mindst ni måneder om at nå Canton.

Men handelshuset de Coninck & Reiersen handlede også på Vestindien, hvor sukker og tobak – produktet af de slavegjortes arbejde – kunne fragtes til især København og Flensborg med god profit. Derved indgik de Coninck og hans handelshus i det store økonomiske kredsløb, der udnyttede slavernes arbejdskraft.

Men om handelshuset direkte også forsynede Vestindien med slaver fra Afrika, findes der så vidt vides ikke kilder til at afgøre. I biografien om de Conincks mangeårige kompagnon Reiersen nævnes det dog, at firmaet var med til at forsyne Vestindien med slaver, men desværre uden kildehenvisning.

Hvad angik selve den transatlantiske slavehandel  under Dannebrog generelt, så havde den gennem meget af 1700-tallet været en generel underskudsgivende forretning. Allerede i 1730 foreslog den førende københavnske erhvervsmand Frederik Holmsted, at man helt opgav dansk slavehandel og solgte forterne på Guldkysten.

Eftertiden gav Holmsted ret, men alligevel fortsatte den med rædselsfulde menneskelige omkostninger til følge, og det ene handelshus og kompagni efter det andet gik fallit.

I 1787 var det slut med Det kongelige danske østersøiske og guineiske Handelsselskab, der ellers var stiftet kun seks år tidligere med monopol på slavehandel under Dannebrog.

Resterne af selskabet blev i august 1787 overtaget af firmaet Pingel, Meyer, Prætorius & Co.  William Pingel var de Conincks svigersøn, og svigerfars firma kom med en del af pengene til det nye firma – de Coninck & Reiersen ejede 70% af aktierne.

For mændene bag overtagelsen, kaldet De Østersøisk-Guineiske Entreprenører, var det en god forretning. De overtog en mængde gode skibe, pakhuse og meget andet, mens tabet for staten er blevet anslået til 2 mio rigsdaler – et kolossalt beløb.

Entreprenørerne skulle blandt andet fortsatte slavehandlen, men i de kommende år blev der kun udsendt seks ekspeditioner til Guldkysten, og behovet for slaver i Dansk Vestindien blev slet ikke dækket. Det nye firma var altså mest interesseret i skibene, som blev sat ind i mere profitable handler andetsteds.

Derved var Frédéric de Coninck indirekte involveret i den transatlantiske slavehandel, men primært som et led i hvad historikere senere har kaldt en finansiel operation – et billigt køb af skibe og pakhuse med statens støtte.

Så hvad skal man som konklusion svare på om de Coninck var involveret i slavehandel? Det ville i hvert fald være forkert at sige at han ikke var, men de manglende kilder gør det svært at komme omfanget nærmere.

Ligesom mange andre af tidens mennesker var han dog helt sikkert involveret i handel og forbrug af de varer, som de slavegjorte mennesker i Vestindien producerede.

Om det er nok til at Rudersdal Kommune vil omdøbe den lille vej tæt ved Furesøen, ja det må den kommende tids debat afgøre. Det bliver spændende at følge med i!

Læs mere

John Erichsen & Luise Skak-Nielsen: Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830, Forlaget Historismus 2012

Jens B. Friis-Hansen & Finn Slente: Frédéric de Coninck og Dronninggaard – en mosaik af tekster og billeder, Holte 1987

Per Oluf Hernæs (red.): Vestafrika – Forterne på Guldkysten, Gad 2017

Kåre Lauring: Slaverne dansede og holdt sig lystige – en fortælling om den danske slavehandel, Gyldendal 2014

Knud Klem: “Det kgl. oktr. Østersøisk-Guineiske Handelsselskab” i Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg – Årbog 19XX

C. Nyrop: Niels Lunde Reiersen – et Mindeskrift, København 1896

Benjamin Asmussen: Networks and Faces Between Copenhagen and Canton, 1730-1840, ph.d.-afhandling fra Copenhagen Business School, 2018

 

 

 

 

 

Det kinesiske lysthus

Under arbejdet med min afhandling havde jeg fornøjelsen af at besøge et sted, hvor mine kinakøbmænd havde sat deres aftryk. Det lå oven i købet kun et par hundrede meter fra mit kontor på CBS, så det var den nemmeste tur til Kina, jeg endnu har gjort. 🙂

Takket være et hjælpsomt og vidende menneske fra Slots- og Kulturstyrelsen fik jeg adgang til det kinesiske lysthus i Frederiksberg Have, der blev bygget i de allerførste år af 1800-tallet.

Bygningen er blevet sat flot i stand udvendigt, men indvendigt forfalder den på grund af de ustabile klima. Men man kan stadig se de genopmalede kinesiske tegn, der engang fortalte et digt fra for over 2000 år siden. Desværre har senere folk i det 20. århunderede byttet lidt rundt på tegnenes placering, så nu er det bare volapyk 🙂

Men bemærk stolene – de har sandsynligvis været stuvet på en af Asiatisk kompagnis kinafarere i 1700-tallet!

Engang hang her også et maleri af den kinesiske købmand Quionqua, sendt til en af mine kinakøbmænd sidst i 1700-tallet som et tegn på det venskab, de havde opbygget i Canton. Nu er det dog kommet på magasin i stedet, for ikke at gå til i det barske klima…

Sunquas maleri

Dagens smukke kinabillede er malet af den kinesiske maler Sunqua omkring 1840. På det tidspunkt var Asiatisk Kompagnis sidste kinafarer hjemme igen, og 110 års kompagnihandel var netop slut.

Men der var stadig mange spor af den indbringende handel – et af dem var denne gravplads på Dane’s Island i Perlefloden ikke langt fra Canton. Her lå en del af de søfolk og købmænd tilbage, der var døde under opholdet i det sydlige Kina.

Gravpladsen findes til en vis grad stadig, og i efter 2017 besøgte jeg den, blandt andet for at få styr på hvilke af mine købmænd, der endte deres dage derude. Ved samme lejlighed satte det lokale museum, Guangdong Museum of Revolutionary History, en række skilte op for at fortælle om den fælles dansk-norsk-kinesiske historie.

Det originale maleri findes på Peabody Essex Museum i Massachusetts, der har en af verdens største samlinger af kinesisk eksportkunst.

De to tårne

På en måde minder de om hinanden – Trompetertårnet på Kronborg og pagoden på øen Whampoa i Perlefloden i Kina.

Rejsen til Kina i 1700-tallet begyndte med salut for Kronborg. Først efter passagen af det ikke særligt gamle slot var rejsen i gang.

I den anden ende af rejsen lå pagoden på Whampoa. Så langt oppe ad Perlefloden måtte og kunne kinafarerne sejle, her blev ankeret kastet og “Gud være lovet for en lykkelig rejse” noteret i logbogen.

Måske har de tænkt over det, de tusindevis af søfolk, der ventede her i månedsvis, inden hjemrejsen begyndte.

For de ligner lidt hinanden og er stort set også bygget samtidig, også selvom vi i Danmark kalder det Frederik II’s regeringstid og i Kina det sene Ming-dynasti. Begge bygninger var også mere end bare praktiske – trompetértårnet skulle imponere de forbisejlende, men pagoden sammen med to andre skulle sikre lykke og gode energier til den gamle handelsby Canton.

Trompetertårnet er malet af Constantin Hansen, mens pagoden ved Whampoa – i dag Pazhou – er et lithografi af William Heine.

Dannebrog som bekvemmelighedsflag

Globalhistorie er et spændende felt, der bliver med at give nye perspektiver til den nationale historie.

Tag fx første gang det Danske Asiatiske Kompagni sendte et skib afsted til Manila 1745. Som spansk koloni var Philippinerne et tillokkende sted.

Det lyder jo fint – tænk at “vi” deltog i denne del af verdenshandlen så tidligt. Men kigger man nærmere efter, finder man ud af at skibet DANSBORG, ført af en dansk kaptajn fra Trankebar, var fyldt med internationale forbindelser.

For det var egenligt den franske købmand Dupleix, der havde henvendt sig til kompagniet i Trankebar for at foreslå, at de skulle købe det franske skib RESISTANCIER til en ekspedition til Manila – han kunne også skaffe varerne, og anbefalede en skotsk supercargo, der havde erfaring fra det nederlandske Oostende-kompagni.

Kompagniet sagde ja, lavede nye papirer til skibet, fandt på det nye navn, skaffede en dansk kaptajn, og de øverste embedsmænd investerede også selv i projektet. Som en ekstra service lavede de også et sæt “moriske” papirer, så man kunne skifte identitet, hvis det var nødvendigt!

Hindukøbmænd i området skaffede varer, og så gik det afsted til Manila med en besætning bestående af portugisiske og indiske søfolk!

Ekspeditionen gik godt, og var med til at starte en lukrativ handel med danske papirer fra Trankebar i de kommende årtier, til stor økonomisk glæde for de ansatte i kolonien.

Kina på Frederiksberg

Et særligt privilegium ved at være historiker og museumsmenneske er at få lov til at besøge de mest fabelagtige steder.

Under arbejdet med min ph.d.-afhandling fra 2014-17 så jeg for første gang det kinesiske kabinet fra begyndelsen af 1700-tallet på Frederiksberg Slot, hvor datidens konger nok har nydt enten at slappe af eller at vise frem til vigtige besøgende. Det er fascinerende hvor kort, der ofte kan være fra København til Kina – og i min erfaring hvor ofte vejen til Kina går via min barndoms Frederiksberg!

Udover kinesisk inspirerede malerier findes der fremstillinger af alverdens eksotiske folkeslag og endda noget, der ligner et slaveskib i Afrika!

Malererne omkring år 1700 havde ikke besøgt de steder de fremstillede og havde ej heller mødt de mennesker de portrætterede. Derfor ser især kineserne lidt sære og nordeuropæiske ud. Det går bedre med afrikanerne og araberne, som har været nemmere at få at se i Københavns gader. Men ellers er det meste malet af efter kobberstik og bøger, så de arme malere dog havde noget at gå ud fra

Købmandshuset i Canton

VI kan aldrig komme tilbage til fortiden, men en af måder, hvor det nærmest føles som om man når den alligevel, er gennem højopløselige, gamle fotografier.

Tag fx dette fantastiske billede af en købmands hus i Canton, fotograferet i 1860 af den italiensk/britiske fotograf Felice Beato.

Det er så længe siden, at mine dansk-norske kinakøbmænd måske har besøgt købmandens hus få årtier før billedet blev taget. Alligevel er billedet knivskarpt, generøst stillet til rådighed af Getty Museum, så man kan også beskære det for at fokusere på detaljerne.

Se fx den barfoede, lidt modløse mand med noget der ligner en skål i hånden. Er han ansat hos købmanden og venter på sin skål ris?

I overetagen kan man se ind i det luftige gemakker og nyde de smukke lamper, der må oplyse bygningen om aftenen og natten. En af mine kinakøbmænd skrev engang at kineserne ikke brød sig om at sove i mørke – der var altid lys tændt. Måske gjaldt det også disse lamper?

Hurra for højopløselig fotodeling!

Narkosmugleren Fix

Et aptonym er et egennavn, der rammende beskriver dets ejer, lærte jeg for nyligt.

Med dette fine begreb i baghovedet er det en fornøjelse at præsentere en af danmarkshistoriens store narkotikasmuglere: Johan Leonhard Fix.

Adskillige skibe med opium var hans indiske handelshuse ansvarlige for at sende til Canton i Kina til glæde for Asiatisk Kompagnis tehandel sidst i 1700-tallet. Med tiden blev han endda selv direktør i det hæderkronede firma.

Nu gemmer hans støv sig under det næstflotteste gravmæle på Assistens Kirkegård på Nørrebro, ganske langt fra hans arbejdsområde i Indien!

Her har man nu i århundreder kunne læse på stenen om hans retskaffenhed og fromhed.

Hvis du kunne tænke dig at læse mere om Fix, kan jeg anbefale denne artikel:

Bie, Lorentz: ”Johan Leonhard Fix. En Skikkelse i dansk-ostindisk Kolonihistorie”, i Personalhistorisk Tidsskrift, årg. 57, 10. række, 3. bd., 1. hefte, 1936

Podcast om Kinafart

Vinteren var sæson for afsejling til Riget i Midten i 1700-tallet, så derfor trodsede jeg og Dorthe Chakravarty vintervejret og mødtes foran Asiatisk Kompagnis gamle hovedsæde på Christianshavn til en god samtale om hvad der var sket netop der.

For de gamle bygninger og havneanlægget gemmer på en fantastisk historie om den gang i enevældens tid, hvor kinahandlen skabte enorme formuer og et broget folkeliv i byen.

Lyt med hos Soundcloud

Kinafarere på Nationalmuseet

For nyligt havde jeg tid til at gå ind på Nationalmuseet og hilse på supercargo van Hurk (nedenfor), hongkøbmand Chunqua, bankesalen ved Whampoa og de mange andre fabelagtige stykker kunsthåndværk, som nok allesammen på et tidspunkt har været ombord på Asiatisk Kompagnis fregatter.

Det blev kun bedre af, at jeg havde fundet ud af, at den kinesiske del af den etnografiske samling blev organiseret i 1820‘erne af den ældgamle supercargo Mourier, der havde været i Canton og Macao for kompagniet i 1770’erne og 1780’erne, så det hele hænger sammen!

Læs mere om det i bogen Kinafarerne

Mellem Assistens og Kapstaden

Jeg har nok været på Assistens kirkegård på Nørrebro i København hundredevis af gange, men den gamle kirkegård bliver ved med at overraske.

For noget tid siden havde jeg netop skrevet billedtekster til min bog om kinafarerne om supercargo Frederik Warming og hans kone Antoinette.

Hun døde som kun 34-årig i 1813 og en besøgende kort forinden havde beskrevet hende som skrøbelig og med 6-8 børn, så det har nok været et hårdt liv. Og på vej til ærinder med børnene, så dukkede hendes grav pludselig op!

Oven i købet ligger hendes lillesøster Anna også her, som Frederik giftede sig med senere.

 

 

Selv er han markant fraværende, for han døde på vej hjem fra Kina og blev begravet ved Kapstaden af skibspræsten Poul Martin Møller.

Verden er lille!

Efter Asiatisk Kompagni

I betragtning af hvor vigtigt et firma Asiatisk Kompagni var, findes der overraskende få gengivelser af dets helstøbte område.

Derfor må man søge lidt ud i hjørnerne, også kronologisk, for at finde noget.

Dette smukke maleri findes på A.P.C. Holms skydeskive, som han skænkede til det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab i 1866, altså lidt over tyve år efter kompagniet lukkede. Selvom skibstyperne ikke helt passer, giver det et godt indblik i hvordan Asiatisk Plads må have fungeret tidligere.

Billedet har jeg selv taget takket være de venlige mennesker på Sølyst, der lod mig gå frit på jagt i flere århundreders skiver.

Det var en gennemgående følelse jeg blev mødt med i arbejdet med min bog Kinafarerne, så succesen bygger på mange menneskers fantastiske venlighed og hjælpsomhed.

Hvad enten det drejede sig om skydeinspektører, norske præster, kinesiske forskere, supercargoefterkommere, arkivrotter, museumskolleger, borgbogsforfattere, generalkonsuler, ingemannsgranskere, amerikanske professorer, virksomhedshistorikere, skibsredere, slægtsforskere eller andre, er jeg kun blevet mødt med venlighed, hjælpsomhed og interesse de seneste år, og det har gjort processen mod en god bog både nemmere og sjovere!

Tak for hjælpen allesammen!

Fra Macao til Bredegade

Selv i et af Frederiksbergs kedeligere hjørner kan man finde kinafarere.

I dette smukke hus på Frederiksberg Bredegade boede i en periode Charles Adolph Denys Mourier, der var født i Macao i 1776. Han var søn af supercargo Peter Mourier, der tilbragte femten år i Kina for Asiatisk Kompagni sammen med familien.

Modsat flere af sine søskende, overlevede Charles den farlige sygdom småkopper, der især rasede i Asien på denne tid. Så mens mindst én søskende for evig forblev i Macao, fulgte Charles med sin mor tilbage til København, hvor hun blev inokuleret mod sygdommen.

Desværre døde hun af andre sygdomme senere, og den unge Charles var moderløs til hans far giftede sig med den purunge frøken Herbst, der kun var fire år ældre end Charles.

Giftemålet førte senere til, at Charles fik et væld af nye søskende, inden han selv giftede sig med en datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og blev godsejer.